PET skulle ikke udlevere eller destruere dagbogskopier

Den danske Højesteret afsagde den 18. april 2024 dom i sagen BS-49623-HJR mellem Dansk Forfatterforening som mandatar for en forfatter over for Rigspolitiet og Rigsarkivet.

Sagen handlede om forfatteren, der i 1981 fik beslaglagt nogle dagbøger, fordi myndighederne mente, at forfatteren havde samarbejdet med sovjetiske agenter. Sagen blev dengang afgjort med et tiltalefrafald, og forfatteren fik sine dag­bøger tilbage, men blev senere klar over, at PET havde taget en kopi af dem.

Forfatteren mente, at denne handling krænkede både hans privatliv efter EMRK samt ophavsretten til dagbøgerne.

Vedrørende spørgsmålet om ­ophavsretskrænkelsen fastslog ­Højesteret, at lovbekendtgørelse nr. 1093 af 20. august 2023 (»den danske ophavsretslov«) fastslår, at det ikke er i strid med ophavsretten, når statslige arkivalier gøres tilgængelige i overensstemmelse med ­arkivlovgivningen.

Vedrørende spørgsmålet om privatlivskrænkelsen kom Højesteret indledningsvist frem til, at der ved selve beslaglæggelsen forelå et ­indgreb i forfatterens ret til privatliv, men at indgrebet under hensyn til PET’s efterretningsmæssige arbejde var lovligt og proportionalt efter EMRK artikel 8, stk. 2.

Den efterfølgende arkivering ­udgjorde ifølge Højesteret ligeledes et indgreb i forfatterens ret til privatliv efter EMRK artikel 8, stk. 1. Efter en samlet vurdering fandt ­Højesteret, at også arkiveringen var lovlig, idet formålet med arkiveringen var omfattet af hensynene ­opregnet i EMRK artikel 8, stk. 2.

Spørgsmålet var herefter, om ­arkiveringen kunne anses for nødvendig i et demokratisk samfund til varetagelse af de nævnte hensyn. Højesteret vurderede, at det efter praksis fra Menneskerettighedsdomstolen var lovligt og proportionalt at foretage mere generelle og automatiserede indgreb i individers ret til privatliv, såfremt disse byggede på samfunds- og ressourcemæssige hensyn.

Højesteret konkluderede således, at der ikke var grundlag for at udlevere eller destruere dagbogskopierne og stadfæstede dermed Landsrettens dom.

Læs dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300016/files/49623-2023_Anonymiseret_dom_til_hjemmesiden.pdf

Forvekslingsrisiko mellem babysutter

Sø- og Handelsretten afsagde den 26. april 2024 dom i sagen BS-33118/2021-SHR, hvor AH Licens ApS og Bibs Danmark ApS (samlet »Bibs«) over for FB Trading ApS, Frigg Production ApS, Sundesutter.dk ApS og FB Group ApS (samlet »Frigg«) gjorde gældende, at der forelå en krænkelse af rettighederne til sutterne af type »Bibs Colour« og »Bibs De Lux« efter lovbekendt­gørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«).

Retten fastslog indledningsvist, at Bibs sutter »Bibs Colour« og »Bibs De Lux« havde en sådan markedsposition og hver for sig sådanne ­udtryksmæssige karakteristika, at de på det tidspunkt, hvor Frigg lancerede sutterne af typen »Frigg«, var beskyttet mod nærgående efterligninger i medfør af den danske markedsføringslovs § 3, stk. 1.

Frigg sutterne »Frigg Classic« og »Frigg Color Blocks« fremstod designmæssigt med en del ligheder i forhold til Bibs sutterne. Retten fremhævede særligt ligheden i sutternes farve, materialer, form og det overordnede udtryk, og fandt, at der forelå en nærliggende forvekslingsrisiko mellem produkterne.

Alene vedrørende sutten »Frigg Daisy« kom retten frem til, at der vare tale om design, der havde en tilstrækkelig grad af særpræg, hvorfor denne ikke krænkede rettighederne til Bibs sutterne.

Frigg blev forbudt at producere, markedsføre og sælge sutterne »Frigg Classic« og »Frigg Color Blocks«.

Læs dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_BS-33118-2021-SHR.pdf

Visningen af YouTube-, TikTok og Facebookvideoer uploadet af udenlandske brugere var ikke omfattet af den danske markedsføringslov

Sø- og Handelsretten afsagde den 16. april 2024 dom i sagen BS-27666/2022-SHR mellem VKR Holding AS (»VKR«) og Fakro sp. z o.o (»Fakro«).

Sagen handlede om, hvorvidt Fakro var ansvarlig for visningen af visse videoer på udenlandske profiler på sociale medier, samt om visningerne krænkede VKR’s rettigheder efter lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«).

Det første spørgsmål var således, om den danske markedsføringslov fandt anvendelse på visningen, da der var tale om videoer uploadet af udenlandske brugere. Det var lagt til grund, at sagen alene vedrørte visningernes virkninger i Danmark. Retten fandt det ikke godtgjort, at videoerne havde en sådan virkning i Danmark, at de kunne siges at være rettet mod danske forbrugere. Retten lagde blandt andet vægt på, at videoerne ikke fandtes med dansk tekst og tale.

Da visningerne ikke var omfattet af den danske markedsføringslovs anvendelsesområde, blev Fakro frifundet.

Læs dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_BS-27666-2022-SHR.pdf

Mondelez krænkede Toms’ rettigheder ved at sælge chokoladeæsker med betegnelsen »Alladin«

Sø- og Handelsretten afsagde den 26. april 2024 dom i sagen BS-14884/2023-SHR mellem Toms Gruppen A/S (»Toms«) og Mondelez Danmark ApS (»Mondelez«).

Sagen handlede om, hvorvidt Mondelez, der blandt andet er kendt for »Marabou« chokolade, krænkede Toms’ rettigheder efter lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markeds­føringslov«) og lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»den ­danske varemærkelov«) ved at have markedsført og solgt chokolade med betegnelsen »Aladdin«.

Toms har siden 1945 haft rettighederne til ordmærket »Aladdin«, og retten vurderede indledningsvist, at denne ret var gyldigt stiftet. Spørgsmålet var dernæst, hvorvidt retten til ordmærket var fortabt som følge af manglende brug. Med udgangspunkt i markedsføringsmate­rialer fandt retten, at Toms havde brugt ordmærket »Aladdin« for chokoladeæg til bland-selv-slik, og bemærkede samtidig, at også salg til grossister udgør reel brug af varemærket.

Følgelig udgjorde Mondelez’ salg af chokolade i Danmark under ­betegnelsen »Aladdin« en krænkelse af Toms’ rettigheder efter den ­danske markedsførings- og varemærkelov, da der var lighed mellem såvel betegnelsen og varetypen.

Toms havde ikke dokumenteret tab som følge af krænkelsen, hvorfor der ikke blev tilkendt erstatning herfor. Retten fandt dog, at Mondelez skulle betale en skønsmæssigt vederlag på 20.000 kr. for den uberettigede brug af ordmærket. Retten lagde herved vægt på, at Mondelez havde solgt over 2.000 chokoladeæsker med betegnelsen »Aladdin«.

Mondelez blev endvidere forbudt at gøre erhvervsmæssigt brug af betegnelsen »Aladdin« for chokolader i Danmark samt påbudt at tilbagekalde og fjerne alle fortsat eksisterende varer med betegnelsen »Aladdin«.

Læs dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_BS-14884-2023-SHR.pdf

Råstoff kaffelikør mindede for meget om Kaluha

Sø- og Handelsretten afsagde den 29. april 2024 dom i sagen BS-26618/2023-SHR, hvor The Absolut Company AB (»Absolut«) over for Spritfabrikken Danmark ApS og Premium Productions ApS (»Spritfabrikken«) gjorde gældende, at emballagen til kaffelikøren Råstoff Coffee Liqueur udgjorde en retsstridig produktefterligning af kaffelikøren Kahlua efter lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«).

Retten fastslog indledningsvist, at Kaluha med en markedsandel på mere end 90 % og det designmæs­sige karakteristiske gule udtryk havde en sådan markedsposition, at de var beskyttet mod nærgående efterligninger i medfør af den danske markedsføringslovs § 3, stk. 1.

Efter at have foretaget en visuel sammenligning af de to likørflasker fandt retten, at designet af Råstoff kaffelikørs emballage udgjorde en illoyal markedsforstyrrelse. Retten konkluderede, at Spritfabrikken forsøgte at drage økonomisk fordel af Kahlua ved at skabe associationer til Kahlua og udnytte den markeds­føringsindsats og det indarbejdede kendskab, som Kahlua har opnået hos forbrugerne. Der blev lagt særligt vægt på, at Spritbrikken havde anvendt farvenuancer, der mindede meget om den som anvendtes hos Kaluha, og specifikt for kaffelikøren havde afveget fra et beige design, som anvendtes for deres øvrige ­likører.

Spritfabrikken blev forbudt at producere, markedsføre og sælge Råstoff Coffee Liqueur i den specifikke emballage. Spritfabrikken blev tillige påbudt at tilbagekalde og ­fjerne alle produkter med den specifikke emballage.

Læs dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_BS-26618-2023-SHR.pdf

Virksomheder opfordres til at konkret at beskrive, hvordan de kompenserer for CO₂-udledning

Den danske Forbrugerombudsmand (»Forbrugerombudsmanden«) oplyste den 7. maj 2024 i en pressemeddelelse, at der i sam­arbejde med de nordiske søstermyndigheder opfordres til at ­droppe generelle udsagn som »CO₂-neutral« på baggrund af ­klimakompensations­-ordninger.

Efter § 13 i lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den ­danske markedsføringslov«) skal rigtigheden af oplysninger om faktisk forhold kunne dokumenteres. Det betyder, at en erhvervsdrivende skal kunne dokumentere, at klima- og miljøudsagn anvendt i markedsføringen er korrekte.

Flere virksomheder benytter sig af kompensationsordninger, hvor klimakreditter købes uden om det markedsførte produkts værdikæde.

Forbrugerombudsmanden mener, at denne type klima- og miljøudsagn kan vildlede forbrugere til at tro, at selve det markedsførte produkt er klimaneutralt. Det er derfor Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det skal fremgå, at der er tale om en klimakompensations­ordning uden for det markedsførte produkts værdikæde.

Forbrugerombudsmanden bemærkede yderligere, at udsagn der hævder klimaneutralitet eller reduceret eller positiv indvirkning på miljøet, der bygger på klimakompensationsordninger, efter alle ­omstændigheder vil være ulovlige efter implementeringen af ændringerne af Europa Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29 om urimelig handelspraksis, der træder i kraft i september 2026.

Konkret anbefalede Forbrugerombudsmanden, at virksomheden i stedet beskriver, hvad de gør. Et udsagn kunne eksempelvis være »For hver solgte [produkt] støtter vi [ plantning af nye træer] gennem [klimaprojekt], hvorved der over de næste 20 år bliver bundet [antal kg/tons] CO₂«.

Læs pressemeddelelsen her: https://forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2024/20240507-nordiske-forbrugermyndigheder-klimaudsagn-baseret-paa-kompensationsordninger-er-nemt-vildledende/

Størstedel af YouTube-videoer havde karakter af anmeldelser og var ikke misrekommanderende

Sø- og Handelsretten afsagde den 8. maj 2024 dom i sagen BS-63297/2023-SHR, hvor Nviro A/S (“Nviro”) over for Siky Energy ApS, Palle de Groot-Poulsen og Siky Ejendomme v/Palle de Groot Poulsen (“Siky”) gjorde gældende, at en række YouTube-videoer uploadet af Siky udgjorde en mis­rekommandering af Nviros omdømme og dermed var i strid med lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (“den danske markeds­føringslov”).

Siky havde på sin YouTube kanal uploadet en række videoer, der handlede om forskellige isoleringsløsninger og i enkelte tilfælde ­direkte henviste til Nviro’s produkter.

For så vidt angik de videoer, hvor der ikke direkte blev henvist til Nviro, men papirisolering blot blev kommenteret generelt, kom retten frem til, at videoerne havde karakter af anmeldelser og gennemgang af en række krav til installationen. Retten vurderede således, at det ikke var sandsynliggjort, at disse videoer var i strid med den danske markedsføringslov.

For så vidt angik de videoer, hvor Nviro’s produkter specifikt nævnes fandt retten, at størstedelen af videoerne har karakter af anmeldelser af produkterne, der beskriver produkternes egenskaber og anvendelighed, og således ikke i strid med den danske markedsføringslov.

Kun tre videoer vurderedes af retten at være i strid med den ­danske markedsføringslov. Her ­drejede det sig om to videoer, hvor Siky udtalte, at Nviros produkter under ingen omstændigheder kunne installeres, hvilket retten ikke mente var faktuelt korrekt. Den sidste ­video, som retten vurderede værende i strid med den danske markedsføringslov, omhandlede den igangværende retssag og sidestillede Nviro med Nazityskland.

Siky blev meddelt forbud mod offentligt at tilgængeliggøre de ovenfor tre nævnte videoer, men blev frifundet for de øvrige påstande.

Læs dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Kendelse_-_BS-63297-2023-SHR.pdf

Obi Sport havde ikke fortabt rettighederne til ordmærket »Sport Direct«

Sø- og Handelsretten afsagde den 10. maj 2024 dom i sagerne BS-13516/2022-SHR og BS-40762/2022-SHR, der blev sambehandlet.

I den førstnævnte sag bestod parterne af Sportsdirect.com Retail Limited (»Sportsdirect«), der er en kendt sport- og detailhandel ejet af Fraser Group-koncernen, og Obi Sport A/S (»Obi«), der også sælger sportstøj og blandt andet er involveret i Intersport-kæden.

Her gjorde Sportsdirect gæl­dende, at Obi havde fortabt rettighederne til det registrerede ord- og figurmærke »Sport Direct« som ­følge af manglende brug. »Sport Direct« er et velkendt mærke i dansk fodbold, som leverer blandt andet drikkedunke, taktiktavler og tasker til adskillige danske foreninger. For så vidt angik brug af ordmærket kom retten frem til, at brugen fandtes dokumenteret for beklædningsgenstande, legetøj, gymnastik- og sportsartikler og for reklame- og annoncevirksomhed, mens der ikke var sket reel brug for fodtøj, hovedbeklædning og julepynt. Retten ophævede derfor registreringen af ordmærket for fodtøj, hovedbeklædning og julepynt.

Vedrørende figurmærket konkluderede retten, at det ikke var brugt i sin originale form. Spørgsmålet for retten blev derfor, om den reelle brug var sket i en form, der ikke forandrede varemærkets særpræg, og dermed ikke afveg fra den form, hvori varemærket var blevet registreret, jf. lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»den danske ­varemærkelov«) § 10c, stk. 4, nr. 1.

Retten fandt efter en visuel ­sammenligning af det originale og det anvendte figurmærke, at det anvendte mærke i den relevante 5-årsperiode havde et væsentligt ­anderledes særpræg end det registrerede varemærke, hvorfor det ­afveg i en sådan grad fra den form, hvori det blev registreret, at det ikke kunne betragtes som brug af det registrerede varemærke, jf. den ­danske varemærkelovs § 10 c, stk. 4, nr. 1.

Retten tog således Sportsdirects påstand om ophævelse af figurmærket til følge.

I den anden af de to sambehandlede sager var spørgsmålet, om Sportsmaster Danmark ApS (»Sportsmaster«), der ligeledes er en del af Fraser Group-koncernen, havde krænket Obi’s fortsat eksisterende rettigheder til ordmærket »Sport Direct«.

Sportsmaster havde solgt og markedsført en stor sort taske/pose med betegnelsen »Sports Direct«. Selvom Obi’s ordmærke ikke var registreret for tasker, vurderede retten, at tasken tilhørte det samme sportsunivers, og at der forelå en reel risiko for forveksling.

Sportsmaster blev forbudt at ­anvende betegnelsen »Sports ­Direct« ved salg og markedsføring som sket i sagen.

Læs dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_BS-13516-2022-SHR_og_BS-40762-2022-SHR.pdf

»Kopi-ris« skulle tilintetgøres

Sø- og Handelsretten afsagde den 17. maj 2024 dom i sagen BS-27864/2023-SHR mellem Nadi Holding GmbH (»Nadi«) og Euro Foods ApS (»Euro Foods«), der handlede om, hvorvidt Euro Foods ved import af 27,5 tons ris kræn­kede varemærkerettigheder tilhø­rende Nadi.

Toldstyrelsen havde i maj 2023 tilbageholdt 27,5 tons ris, der var påført »Nadi« mærket. Retten kom frem til, at tilbageholdelsen var lovlig, idet der gjort erhvervsmæssig brug af varemærket uden rettighedshaverens samtykke jf. lov­bekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»den danske varemærkelov«) § 4 og Europa Parlamentets og ­Rådets Forordning 2017/1001 af 14. juni 2017 (»Varemærkeforordningen«) art. 9, stk. 2.

Euro Foods gjorde gældende, at alene emballagen for risene skulle destrueres, og at risene kunne ompakkes. Selvom retten ud fra en proportionalitetsvurdering mente, at en ompakning var en mindre ­indgribende foranstaltning, var der ikke forelagt tilstrækkelig dokumentation for mulighederne for ompakningen og risenes fysiske forhold under lageropbevaringen. Retten bestemte således, at risene skulle tilintetgøres uden erstatning eller kompensation til Euro Foods, jf. den danske varemærkelovs § 44, stk. 1, nr. 3.

Retten kom afslutningsvist frem til, at Euro Foods ikke havde handlet uagtsomt eller forsætligt, da de ikke var involveret i pakningen af risene, hvorfor der ikke var grundlag for at tilkende Nadi et vederlag for varemærkekrænkelsen.

Læs dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_BS-27864-2023-SHR.pdf

Musiker måtte ikke optræde som »ADHD«

Sø- og Handelsretten afsagde den 21. maj 2024 dom i sagen BS-52670/2023-SHR mellem H1tmakers v/ Jacob Nørhave Simonsen (»Jacob Simonsen«) og Fretz Music v/ Frederik Skærbæk Dyrby Nielsen (»Frederik Skærbæk«), der i perioden fra 2016 til 2022 tilsammen ­udgjorde duoen »ADHD«.

Sagen handlede om gyldigheden af det registrerede ordmærke »ADHD« og brugen af kunstnernavnet »ADHD«.

Parterne havde i fællesskab komponeret, produceret og optrådt med musik under navnet ADHD, og derved udøvet erhvervsmæssige ­aktiviteter, hvorfor varemærket »ADHD« ansås som stiftet i lige sameje ved ibrugtagning jf. lov­bekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»den danske varemærkelov«) § 3, stk. 1, nr. 3. Der var ikke dokumenteret noget formelt ophør af samejet af varemærket. Retten fandt således, at Frederik Skærbæk gjorde uretmæssig brug af navnet »ADHD« til at promovere sine ­solooptrædener. Det var derfor også ugyldigt, da Frederik Skærbæk registrerede »ADHD« som ordmærke, da varemærket allerede var stiftet i lige sameje ved ibrugtagning.

Med udgangspunkt i omsætningen fra før samarbejdets ophør blev Frederik Skærbæk tilpligtet at betale Jacob Simonsen en skønsmæssig erstatning og et rimeligt vederlag på samlet 250.000 kr. jf. den danske varemærkelovs § 43, stk. 1 og 2, og lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markeds­føringslov«) § 24, stk. 2 og 3 for indtægter genereret under navnet ADHD efter samarbejdets ophør.

Der var intet til hinder for, at Frederik Skærbæk kunne markedsføre sig og optræde som »Frederik fra ADHD« uden Jacob Simonsens forudgående samtykke.

Læs dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_BS-52670-2023-SHR.pdf

Forenings brug af betegnelsen »legal tech« var beskrivende for dens aktiviteter

Sø- og Handelsretten afsagde den 22. maj 2024 dom i sagen BS-19511/2023-SHR mellem Copenhagen Legal Tech ApS (»Copen­hagen Legal Tech«) og Foreningen Copenhagen Legal Tech.

Sagen handlede om, hvorvidt Foreningen Copenhagen Legal ­Techs brug af navnene eller foreningskendetegnene »Foreningen Copenhagen Legal Tech« og »Copenhagen Legal Tech« var i strid med Copenhagen Legal Tech ApS’ rettigheder til selskabsnavnet LEGALTECH ApS og til det registrerede varemærke LEGALTECH.

Retten bemærkede under henvisning til Østre Landsret dom af 28. juni 2023, at begrebet legal tech har et bredt anvendelsesområde, og at Patent- og Varemærkestyrelsen afviste at registrere varemærket for teknologiske og juridiske ydelser, da varemærket kunne være beskrivende for ydelser i disse klasser.

Retten lagde til grund, at Foreningen Copenhagen Legal Tech ved dets virke søger at fremme ­udviklingen af og interessen for ­legal tech blandt danske studerende og udvalgte virksomheder. Retten fandt således, at foreningens brug af betegnelsen legal tech måtte ­anses som værende beskrivende for foreningens aktiviteter.

Foreningen Copenhagen Legal Tech blev frifundet.

Læs dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/BS-19511-2023-SHR_Dom.pdf

TV 2-dokumentar »Den sorte svane« var af samfundsmæssig interesse

Østre Landsret afsagde den 27. maj 2024 kendelse i sagen BS-22906/2024-OLR om nedlæggelsen af et forbud mod offentliggørelsen af TV2 dokumentaren »Den Sorte Svane«, der skulle sendes dagen ­efter afsigelse af kendelsen. Sagen foregik for store dele for lukkede døre, og rettens begrundelse er pseudonymiseret.

I dokumentaren følger man en kvindelig jurist, der agerer som muldvarp i bandemiljøet. Hun ­bistår bandemedlemmer, forretningsmænd og advokater med hvidvask, svindel med forurenet jord og anden kriminalitet. Formålet med dokumentaren er at belyse, hvordan profilerede aktører inden for advokat- og forretningsverden bidrager til og dækker over grov kriminalitet i bandemiljøet.

Muldvarpen ønskede ikke dokumentaren offentliggjort, da hun mente, at den udgjorde en trussel mod hendes liv, helbred og velfærd.

Retten kom indledningsvist frem til, at den indgående kontrakt og projektaftale mellem muldvarpen og TV2 ikke muliggjorde en vetoret for muldvarpen.

Spørgsmålet var således, om der forelå så alvorlige trusler mod muldvarpens liv, helbred, velfærd, og om de sikkerhedsforanstaltninger, hun måtte underkaste sig, ­udgjorde et sådant indgreb i hendes almindelige livsudfoldelse, at hun ansås for berettiget til at tilbage­kalde sit samtykke til offentliggørelsen som følge af bristende forudsætninger. Alternativt skulle retten tage stilling til om aftalen skulle tilsidesættes i medfør af § 36 i lov­bekendtgørelsen nr. 193 af 2. marts 2016 (»den danske aftalelov«) eller lov nr. 11000 af 15. april 1683 (»Danske Lov«) 5-1-2, herunder tillige henset til statens positive forpligtelser til at sikre hendes liv og sikre hendes privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 2, stk. 1, og artikel 8, stk. 1.

Retten bemærkede, at et forbud mod offentliggørelse af optagelser som de foreliggende udgør et ­indgreb i ytrings- og informationsfriheden, som kun kan foretages, hvis tungtvejende grunde taler herfor. Retten henviste i den forbindelse til principperne bag den danske grundlovs § 77 samt artikel 10, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Da TV2 allerede havde forelagt optagelserne for de i dokumentaren viste personer herunder bandemedlemmer, var det allerede kendt i de kriminelle miljøer, at den kvindelige jurist havde ageret som muldvarp. Politiets iværksatte foranstaltninger fandtes ikke at overskride, hvad muldvarpen måtte have accepteret at tåle.

Retten fandt det således ikke sandsynliggjort, at muldvarpen ­kunne forbyde offentliggørelsen, og lagde særligt vægt på at hensynet til ytringsfriheden og samfundets interesse vejede tungere end muldvarpens interesse i at dokumentaren ikke skulle offentliggøres.

Læs dommen her: https://domsdatabasen.dk/#sag/5587/6686

Biogen havde gyldig markedsføringsbeskyttelse for lægemidlet Tecfidera – Dimethyl fumarat

Sø- og Handelsretten afsagde den 29. maj 2024 dom i sagen BS-62147/2023-SHR mellem Biogen Netherlands B.V. og Biogen (Denmark) A/S (»Biogen«) overfor Sandoz A/S (»Sandoz«).

Sagen handlede om, hvorvidt Sandoz kunne forbydes at markedsføre lægemidlet Dimethyl fumarate »Hexal«, som følge af en markedsføringsbeskyttelse tilhørende Biogen.

Biogen blev den 2. maj 2023 tildelt en markedsføringsbeskyttelse for lægemidlet Tecfidera – Dimethyl fumarat ved gennemførelsesafgø­relse af EU Kommissionen. Sandoz mente, at denne gennemførelsesafgørelse var behæftet med fejl, da den byggede på et faktuelt forkert grundlag, og allerede af den årsag var ugyldig. Påstanden byggede særligt på, at gennemførelsesafgørelsen, ifølge Sandoz, byggede på forældede data og ikke tog en rapport udarbejdet af Committee for Medicinal Product for Human Use (CHMP) med i vurderingen. Retten vurderede dog, at Kommissionen på trods af kendskab til rapporten ikke var forpligtet til at inddrage CHMP’s rapport, hvorfor der ikke forelå ­nogen klar fejl eller mangel ved gennemførelsesafgørelsen.

Da Sandoz ikke havde sandsynliggjort, at markedsføringsbeskyttelsen var ugyldig, betød det samtidigt, at Sandoz markedsføring af Dime­thyl fumarate »Hexal« krænkede Biogens rettigheder og var i strid med lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«) § 3.

Sandoz blev meddelt et midlertidigt forbud mod markedsføring af lægemidlet Dimethyl fumarate »­Hexal« mod sikkerhedsstillelse af et beløb på 75 mio. kr. fra Biogen.

Læs dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Kendelse_BS-62147-2023-SHR.pdf

Mærkningsordning for strøm fra vedvarende energi ophæves

Den danske Forbrugerombudsmand (»Forbrugerombudsmanden«) oplyste den 3. juni 2024 i en pressemeddelelse, at retningslinjerne for elhandelsvirksomheders brug af klimamæssige udsagn ved markedsføring af strøm ophæves.

Ordningen var i 2020 blevet indført for at gøre det mere gennemskueligt for forbrugere at forholde sig til, hvor klimavenlige elprodukter var i forhold til hinanden. Elprodukterne kunne således opnå op til to grønne blade, der afspejlede ­deres klimaaftryk.

I januar 2023 skulle mærkningsordningen revideres. Retningslin­jerne blev i den forbindelse i en forhandlingsgruppe diskuteret, og det var ikke muligt at nå til enighed om enkelte punkter. Mærkningsordningen blev derfor ophævet med virkning fra den 1. september 2024. ­Elhandelsvirksomheder skal således sikre sig at have fjernet alle grønne blade fra deres markedsføring inden denne dato.

Læs pressemeddelelsen her: https://forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2024/20240603-forbrugerombudsmanden-ophaever-groen-maerkningsordning-for-stroem-fra-vedvarende-energi/

Markedsføring af »Becker«-maling var i strid med IP-rettigheder, da forhandleraftale var ophørt ved konkurs

Sø- og Handelsretten afsagde den 3. juni 2024 dom i sagen BS-32198/2023-SHR mellem PPG Coating Danmark A/S (»PPG«) over for M. Beckmann ApS, Beckmann Invest A/S og Martin Claudi Beckmann (»Beckmann«).

PPG er datterselskab til det amerikanske selskab PPG Industries, Inc., der producerer maling, og ejer rettighederne til varemærket »Beckers«. PPG indgik forhandleraftale med Beckmann A/S om salg af maling under mærket »Beckers«. Beckmann A/S gik i februar 2023 konkurs. Selvom det fremgik af ­forhandleraftalen, at denne skulle ophøre ved konkurs, fortsatte Beckmann salget og markedsføring af Beckers maling i Beckmann ApS. Beckmann solgte blandt andet for gammel Beckers maling og blan­dende malingen med andre produkter. Retten kom herefter frem til, at Beckmann havde krænket PPG’s rettigheder efter lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»den ­danske varemærkelov«) og lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«).

Beckmann havde tillige anvendt PPG’s farvedatabase efter konkursens indtræden. Farvedatabasen var oparbejdet over en længere årrække og indeholdt omkring 46.000 unikke farvekoder. Udviklingen af farvedatabasen var således resultatet af en væsentlig økonomisk og arbejdsmæssig investering, og dermed omfattet af sui generis beskyttelsen i lovbekendtgørelse nr. 1093 af 20. august 2023 (»den danske ophavsretslov«) § 71, stk. 1. Retten fandt, at Beckmann havde handlet i strid med PPG’s enerettigheder efter den danske ophavsretslov ved at benytte farvedatabasen efter ophør af forhandleraftalen.

Farvedatabasen udgjorde ligeledes en forretningshemmelighed, da oplysningerne i databasen ikke var almindeligt kendte. Da det fremgik af forhandleraftalen, at forretningshemmeligheder ikke på noget tidspunkt måtte videregives, kom retten frem til, at tilrådighedsstillelsen af databasen for Beckmann ApS udgjorde en ulovlig brug af forretningshemmeligheder jf. lov nr. 309 af 25. april 2018 om forretningshemmeligheder (»den danske lov om forretningshemmeligheder«) § 4, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 2 og 3, og stk. 4, jf. § 2.

Beckmann blev forbudt at ­anvende betegnelsen »Beckers« i ­erhvervsmæssig sammenhæng samt at anvende materiale omfattet af forhandleraftalen. Retten fastsatte erstatning og et rimeligt vederlag til 1 mio. kr. samt en bødestraf på 50.000 kr.

Læs dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_BS-32198-2023-SHR.pdf

Power fodbold-reklamer krænkede ikke DBU’s rettigheder til fodboldherrelandsholdet

Østre Landsret afsagde den 4. juni 2024 dom i sagen BS-22133/2023-OLR mellem Dansk Boldspil-­Union (»DBU«) og Power A/S (»Power«).

Power havde under EM-slutrunden i 2021 bragt tre reklamer, der blandt andet viste en animeret fodboldspiller i en orange fodboldtrøje på et fodboldstadion og teksten »Den store fodboldfest«. DBU mente, at reklamerne krænkede rettighederne til det danske fodboldherrelandsholds navn og kendetegn.

Sø- og Handelsretten kom i ­sagen BS-26458/2022-SHR frem til, at reklamerne i højere grad ­skabte associationer til fodbold som sport og til EM-slutrunden end til det danske herrelandshold. Retten lagde herved vægt på, at reklamerne var påført et Power-logo (og ikke DBU), og at reklamerne blev vist i forbindelse med en national begivenhed.

Landsretten kom, ligesom Sø- og Handelsretten, frem til, at DBU’s rettigheder ikke var krænket, og stadfæstede derfor Sø- og Handelsrettens dom i det omfang, den var anket.

Læs Sø-og Handelsrettens dom her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_(Power_mod_DBU).pdf

Læs Østre Landsrets dom her: https://domstol.dk/media/cojpjxi5/bs-22133-2023-olr.pdf

Betegnelsen »Himmerlands Pejsecenter« vare beskyttet efter den danske markedsføringslov

Sø- og Handelsretten afsagde den 17. juni dom i sagen BS-53492/2023-SHR mellem Himmerlands Pejsecenter ApS (»Himmerlands Pejsecenter«) over for Ecoteck A/S (»Ecoteck«) og ­Brændeovns Finans ApS (»Brændeovns Finans«).

Sagen handlede om, hvorvidt Ecoteck og Brændeovns Finans handlede i strid med Himmerlands Pejsecenters rettigheder ved at anvende betegnelsen »Himmerlands Pejsecenter« på deres fælles hjemmeside skiftpejs.dk.

Retten fastslog indledningsvist, at betegnelsen »Himmerlands Pejsecenter« blandt andet som følge af den mangeårige anvendelse havde opnået den fornødne markeds­føringsretlige beskyttelse, selvom ordene hver især er af beskrivende karakter.

Betegnelsen »Himmerlands ­Pejsecenter« var identisk med ­Himmerlands Pejsecenters for­retningskendetegn, da både »Himmerland« og »Pejsecenter« anvendtes sammensat og var skrevet med versaler. Retten tilføjede desuden, at parterne opererede indenfor samme branche og geografiske område, hvilket understøttede den øgede risiko for forveksling.

Retten fandt derfor, at Ecoteck og Brændeovns Finans anvendte Himmerlands Pejsecenters forretningskendetegn på en måde, der var egnet til at fremkalde risiko for forveksling. Ecoteck og Brændeovns Finans handlede derfor i strid med lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markeds­føringslov«) § 3, stk. 1 og § 22 og blev forbudt at anvende Himmerlands Pejsecenters kendetegn.

Retten kom afslutningsvist frem til, at Himmerlands Pejsecenter manglede dokumentation til at sandsynliggøre et erstatningsberet­tiget tab, hvorfor retten ikke kunne foretage et skøn over opgørelsen af erstatning eller et rimeligt vederlag, jf. den danske markedsføringslovs § 24, stk. 2 & stk. 3.

Læs dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_BS-53492-2023-SHR.pdf

Licenstager var ikke berettiget til at registrere udvalgte varemærker i eget navn

Sø- og Handelsretten afsagde den 18. juni 2024 dom i sagen BS-28714/2020-SHR mellem Henrik Klimek og J.J. Jacobsen L.P. (»­Jacobsen«) over for A. H. Riise Spirits ApS (»Riise Spirits«).

Jacobsen havde den 14. juni indgået en licensaftale om kommerciel udnyttelse af en række produkter og varemærker med selskabet Riise Spirits (tidligere B Rum ApS). Det fremgik af licensaftalen, at der alene var tale om en udnyttelsesret, og at alle rettighederne til varemærkerne tilhørte Jacobsen. Der var udarbejdet en procedure, hvorefter Riise Spirits kunne registrere de license­rede varemærker i andre lande. ­Varemærkerne skulle registreres i ­licensgiveren, Jacobsens navn. Retten fandt således, at Riise Spirits i henhold til licensaftalen ikke var berettiget til at registrere de respektive varemærker i licenstageren, ­Riise Spirits, navn. Riise Spirits blev tilpligtet at overdrage varemærkerne.

Da Riise Spirits ikke havde betalt royalties som bestemt i licensaftalen, udmålte retten erstatning og et rimeligt vederlag til et samlet beløb på 5 mio. kr.

Læs dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/OFFENTLIG_VERSION_af_dommen_BS-28714-2020-SHR.pdf

Indførsel af 50 kopivarer fra Tyrkiet var ikke privat brug

Østre Landsret afsagde den 26. juni 2024 dom i de sambehandlede ­ankesager BS-101/2023-OLR, BS-102/2023-OLR og BS-103/2023-OLR, der handlede om indførslen af mere end 50 kopivarer af mærkerne Prada, Chanel, Louis Vuitton, Moncler og Balenciaga.

Det var i sagen ubestridt, at der var tale om kopivarer. Spørgsmålet var derimod, hvorvidt indførslen af kopivarerne var sket til personlig brug eller havde erhvervsmæssig karakter og dermed i strid med lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»den danske varemærkelov«).

Landsretten vurderede, at der allerede som følge af antallet af indførte kopivarer ikke kunne være tale om privat brug, hvorfor man ikke tog stilling til de fremlagte ­materialer, der viste en korrespondance mellem appellanten (tidligere sagsøgte) og vedkommendes familie.

Landsretten stadfæstede således Sø- og Handelsrettens dom med den ændring, at vederlaget til Balenciaga forhøjedes til 30.000 kr. ud fra et afskrækkelses- og forebyggelsesprincip jf. Parlamentets og Rådets direktiv af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellek-tuelle ejendomsrettigheder 2004/48 (»retshåndhævelsesdirektivet«), artikel 13, stk. 1.

Læs Sø- og Handelsrettens dom her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_BS-1073-2022-SHR_m.fl..pdf

Læs Østre Landsrets dom her: https://domsdatabasen.dk/#sag/5790/6914